Ny udgivelse: Hvad fejler Væktslaget?

Ny udgivelse!

Hvad fejler vækstlaget?

- En undersøgelse af udfordringsbilledet for unge ledere i vækstlaget

Morgendagens stjerner; det næste store gennembrud; og de nye, der udfordrer det etablerede!

Vækstlaget mangler ikke håb for fremtiden. Det er dér, hvor nye initiativer opstår og næste generation af unge kreative afprøver deres idéer, som kan gøre verden bedre. Men det er også organisationer i et økosystem, som både er modkultur og vækstkultur. Modkultur, der udfordrer den etablerede status quo og vækstkultur, der træner og føder nye talenter ind i de etablerede systemer. Og så er det et sted, hvor mange prøver sig selv af og engagerer sig. Nogle vender om; nogle finder ud af, de skulle noget andet, og andre slår sig desværre hårdt og løber ind i en blindgyde.

Undersøgelsen her tager temperaturer på vækstlaget for at se, hvordan det egentligt har det - med en hypotese om, at samfundet går glip af et stort forandringspotentiale, når der ikke investeres i vækstlaget, så både mennesker og initiativtager kan trives. Derfor er aktører, som hver dag arbejder i og med området, blevet spurgt om, hvordan de oplever deres arbejdsliv, udfordringer og muligheder.

Gennem en spørgeskemaundersøgelse med 53 respondenter og interviews af 10 nøgleplatforme i vækstlagsmiljøerne på tværs af Danmark undersøges det, hvilke barrierer og udfordringer unge mennesker i kultur- og civilsamfundssektoren møder i deres praksis. Det er besluttet at fokusere på unge ledere, da de med deres ansvar og gåpåmod driver en stor del af forandringen i vækstlagets initiativer, og de har et særligt blik for de strukturelle forhold, der gør sig gældende i vækstlaget.

Undersøgelsen er således et delvist nedslag i en række miljøer, der er under konstant udvikling og forandring, og der kan ikke nødvendigvis siges noget statistisk markant om hele feltet. Til gengæld identificerer rapporter 7 hovedtendenser om blandt andet manglende strukturel støtte, stor passion, udbredt mistrivsel og behov for alternative støttesystemer til alternative arbejdspladser.

Vores forhåbning er, at rapporten hermed kan inspirere til udvikling af nye løsninger, fælles forståelse af strukturelle udfordringer og yderligere afdækning af området.

Læs den her.

Titel: Hvad fejler  vækstlaget? En undersøgelse af udfordringsbilledet for unge ledere i vækstlaget

Forfattere: Magnus Mosholm & Rasmus Allentoft

Redaktion: Alexander Stevns, Ida Maj Ludvigsen, Jonas Grøn & Torben Vinter

Støttet af: Tuborgfondet

Udgivet af: KULTURENS & URBAN 13