Brænder du for vækstlagsmusik og for at skabe unikke koncertoplevelser? Og ønsker du at få foden inden for den kreative branche, et sted hvor der er plads til dig og dine inputs? Så vil vi rigtig gerne høre fra dig!
URBAN 13 søger en ny freelance-booker til planlægning af vores musikprogram på spillestedet GARAGEN.
URBAN 13 er en socialøkonomisk virksomhed, der siden sommeren 2019 har afviklet koncerter, festivaler, filmvisninger, teater, talks, quizaftener, fester og meget andet under Bispeengbuen.
Vi søger en deltidsbooker
Vores nye deltidsbooker vil supplere vores nuværende program-team bestående af booker Isabell Larsen-Thomsen, booker Amalie Schjødt-Pedersen og direktør Benjamin Randbøll.
Du vil bl.a. få ansvarsområder som:
- Opdagelse af nye artister
- Sammensætning af dobbeltkoncerter
- Kontakt direkte med artist/band
- Koordinering med musik-agenturer
En stor del af arbejdet vil være at booke programmet til vores showcase koncept ‘URBAN Sessions’, som vi afholder 35-40 torsdage om året, samt løbende headlinerkoncerter.
Vi forestiller os, at du skal stå for booking af ca. 2-3 koncertaftener om måneden.
Du vil blive tilknyttet URBAN 13 på en freelance-basis, med et honorar for hver booket koncert. Stillingen er meget fleksibel og velegnet som studiejob.
Du vil få mulighed for at arbejde hjemmefra eller på vores kontorfællesskab.
Om dig
Vi forestiller os, at du er under uddannelse og tidligere har prøvet kræfter med booking af musikartister.
Derudover:
- Du brænder for musik og opdagelsen af helt nye artister.
- Du har fingeren på pulsen ift. den danske vækstlagsscene.
- Du har en tydelig og ordentlig kommunikation med dine kolleger såvel som eksternt.
- Du er struktureret i din planlægning af koncerter.
Er du interesseret?
Så send os en ganske kort ansøgning på max 1 side, hvor du fortæller lidt om din motivation og dine erfaringer fra tidligere. Vedlæg også CV.
Send din ansøgning til velkommen@urban13.dk senest søndag d. 25. januar 2026.
Vi forventer at holde samtaler i slut-januar/start-februar.
Vi giver svar til alle ansøgere, så snart vi har fundet den rette kandidat. Senest ultimo februar.



