TOSOMHED
Efter tre single-udspil – hvoraf særligt den tredje og seneste single "Hvornår" fandt vej til de officielle playlister på tværs af streamingtjenesterne -
debuterer den aarhusianske duo Tosomhed nu med fuldt album, der dybest set kredser om længselsfuldhed. En længsel efter at kende sig selv og definere sin vej i livet. At stræbe efter disse svar betyder, at man må bevæge sig ud i ukendt land. Uden længslen er der ingen grund til at sætte den ene fod foran den anden og begynde rejsen ad snoede stier. Sangerinde Maja Bangsborg fremmaner med stemmemæssig intimitet alle de blindgyder og omveje, al den tvivl og fremmedgørelse, al den vrede og frustration, man støder på undervejs i sin søgen. Men når man vælter ud i mørket, vover pelsen og leder efter næste trædesten, opstår skønheden også i pludselige og stærke glimt.
Det gælder også i Tosomheds univers. Denne stemningsmæssige vekselvirkning understøtter producer Andreas Appel med sin vanlige sans for støvede, vemodige og dog gyngende, tunge grooves, der skiftevis bliver de harmoniske og rytmiske spejlinger og kontraster, teksterne inviterer til.

x Forsalg: 110 kr. (+gebyr)
x Dørsalg: 140 kr. (+gebyr)
x Dato: 23.05.2026
x Døre: 20.00
x Koncerter begynder: 20.30
x Sted: GARAGEN, URBAN 13 (indendørs)