LIGESÅ FORVIRRET
Fra semi-professionel Counter Strike spiller til en rapkarriere der skød afsted i New York - 25-årige Jonathan fra København er Ligeså Forvirret. Ligeså Forvirret som jer, der også skal gå igennem et hypermoderne ungdomsliv fuld af øjeblikkelig dopamin, teknologi, og usikkerhed.
Gennem lyrikken sætter Ligeså Forvirret ord på en hverdag af uforudsigelighed, der hovedsageligt foregår på telefonen, i byen eller oppe i hovedet. I hans 2024 album "Kun Impuls" dykker kunstneren ind i sit eget hoved, og udforsker tilstedeværelsen som ung i en storby med ADHD. Nu, i 2025, fortsætter han fortællingen med albummet DUM DRENG, som behandler samme emne fra det modsatte perspektiv – selvbebrejdelse bliver til selvsikkerhed. Med de to plader inviterer Ligeså Forvirret lytteren ind i sit tvetydige Københavnerliv – skal man bebrejde sig selv for impulsivt at forfølge byens fristelser, eller skal man give sig hen til det fuldstændigt? Begge, virker det til.
En brændende trang til at ændre sig, til at blive ansvarlig og voksen, der konstant imødekommes af impulsive tanker og beslutninger. En tilsyneladende kontinuerlig kamp mellem orden og kaos, rutine og spontanitet. Hans boblende passion for musik kan hverken skjules eller tæmmes live, hvor følelser bliver til energi, og hvor han ikke er sky for at inddrage publikum. Så tør du tage med, skal du være parat på at være mere end en tilskuer. Du skal være Ligeså Forvirret.
JOHAN.SYLVEST
Der er noget på spil, når johan.sylvest går på scenen. Beatsene føles som nattoget hjem fra byen — pulserende, urolige, men fulde af håb. Ordene lander som tanker, man har haft, men aldrig selv fik sagt.
Han blander UK garage, 90'er-nostalgi og dansk rap til et lydunivers, der føles både fremadskuende og genkendeligt. Musikken er en form for hypernostalgi — som at danse sig igennem alt det, man savner, mens man stadig er midt i det.
Live er johan.sylvest ikke bare en artist, men et nærvær. Han vil have folk til at mærke sig selv, mærke rummet og måske glemme tiden et øjeblik. Gennem det absurde, det vittige og det sårbare.
Kom, hvis du vil høre beats, der banker, og ord, der bliver hængende længe efter sidste tone.


x Forsalg: 85 kr. (+gebyr)
x Dørsalg: 110 kr. (+gebyr)
x Dato: 29.01.2026
x Døre: 20.00
x Koncerter begynder: 20.30
x Sted: GARAGEN, URBAN 13 (indendørs)